Sortørnens Øje
”Kundskaberne er lunefulde. Ligesom med mennesker, kan du aldrig vide dig sikker på, hvordan de vil reagere. De kan være smukke, men også forræderiske og ligefrem farlige. Hvis ikke du er varsom, suger de dig ind og forvandler dig til en sone.”
Da Sortørnens Øje bliver stjålet fra regenten af Zarnera, står den unge zarnerkvinde, Jafiel, over for en hævnmission. Med sine evner udi iskundskab må hun drage ud i en verden fyldt med det, hun hader allermest: mænd.
Langt derfra, i kongeriget Tochoran, sniger grevedatteren Emba sig rundt med skomagersønnen Romilon, men et frieri fra kongesønnen kommer i vejen for romancen. Snart vil de to ønske, at det var det største af deres problemer.
På kanten af verden arbejder den unge Benjah hårdt hver dag. En morgen er hans bedste ven og kollega forsvundet – og han er ikke den eneste. Stærke mænd forsvinder sporløst fra arbejderbyen Dokrehme.
De unge menneskers skæbner bliver flettet sammen i dette første bind af Sonetrilogien, hvor du aldrig ved, hvem du kan stole på.
‘Sortørnens Øje’ er en episk high fantasyroman, udgivet første gang i 2022. Forlag: Hi Reader.
Inden det blå lys falmer
Med blåkraften følger overmenneskelige evner, pligten til at forsvare den sidste by i verden og et liv i luksus. Men det er også en dødsdom. Fra du får den, er der præcis ét år til, at du skal dø.
16-årige Noël bor i Grå Zone, den fattige del af Azrone. Han drømmer om at få den berømte blåkraft, at blive hædret og gøre en forskel. Men blåkraften er forbeholdt de, der er så heldige at bo i Blå Zone.
En dag sker det utænkelige, og Noël har kun 365 dage tilbage at leve i. Var drømmen om blåkraften overhovedet værd at stræbe efter? Eller var det kedelige, trivielle liv at foretrække?
Nedtællingen er begyndt.
‘Inden det blå lys falmer’ er en YA dystopisk fantasyroman med en queer hovedperson, udgivet første gang i 2021. Forlag: Hi Reader.
Simon Zander
Forfatteren Simon Zander udkom i efteråret 2021 med sin debutroman ‘Inden det blå lys falmer’.
Han har altid drømt om at skrive, siden han læste om troldmandsskoler og drager som barn. En pandemi gav ham skubbet til at gå i gang.
Simon er en aktiv del af bevægelsen Dansk Fantasy, og han brænder for at skrive inden for de fantastiske genrer, samt at skrive inkluderende bøger, hvor især queer-personer bliver repræsenteret.